Om selvværd & selvbevidsthed

Aesthetic spa essentials background, home decor

Om selvværd & selvbevidsthed

Indholdsfortegnelse

I min relation til andre, familie, veninder, kollegaer og arbejdsforbindelser, har jeg ofte stået i situationer hvor jeg har følt, at min reaktion ikke var den jeg egentlig ønskede, og at jeg ikke fremstod så tydelig og stærk som jeg synes, at jeg burde være. I mange år har jeg ubevidst kommet det i den boks der hos mig har mærkaten ’manglende selvværd’, og derved skabt min egen accept af at det bare var sådan det var. Det er på trods af, at min selvtillid sjældent har fejlet noget.

Så hvordan er det at de to begreber, selvtillid og selvværd, hænger sammen, eller spænder ben for hinanden? Det har altid været vigtigt for mig at være den med styr på tingene, så opgaver, præsentationer og projekter skulle helst leveres til topkarakter for at jeg for en stund kunne overbevise mig selv om at jeg levede op til mine egne værdier. Jeg havde brug for min selvtillid for at kunne sikre mit selvværd, men måske mit selvværd ikke altid syntes at jeg fortjente min selvtillid?

På et tidspunkt, faktisk over en periode på mange år, blev jeg løbende mere utilfreds med og opmærksom på mit manglende selvværd. Træt af at have en knude i maven, når jeg ikke kunne skubbe mine præstationer foran mig, og det ’bare’ var mig selv, der stod der, helt nøgen. Hvad stiller man så op? Jeg var begyndt at snuse til coaching som ledelsesredskab, og her er et af de vigtigste redskaber refleksion. Refleksion omkring mine egne følelser, selvforståelse og handlinger. Det tog mig lang tid at få hul på det, for det var egentlig lidt grimt, syntes jeg, sådan at skulle kigge indad og forholde mig til mig selv.

I takt med at jeg øvede mig på at reflektere kunne jeg langsomt begynde at stille spørgsmål ved min fortælling om mit manglende selvværd. Det ledte mig til en selvindsigt, på godt og på ondt, hvor jeg skulle sluge nogle kameler og forholde mig til ting jeg egentlig ikke havde lyst til, for at nå til den selvbevidsthed der lige så stille og roligt øger mit selvværd.

Jeg falder stadig tilbage i mine gamle mønstre og reaktioner, så for mig er det en livslang rejse, og jeg øver mig, heldigvis, stadig hver eneste dag.

Føler du, at du sidder fast i din karriere?

Få en uforpligtet samtale,hvor jeg kan hjælpe dig med at

udvikle dine visioner og drømme.