Overgangsalderen er en tid med både fysiske og mentale forandringer. De hormonelle udsving kan føre til en række stresssymptomer, der påvirker kvinders velbefindende og deres daglige funktion – både privat og på arbejdspladsen. Mange oplever, at de pludselig skal bruge ekstra energi på at håndtere symptomer som træthed, koncentrationsbesvær og uro, mens de samtidig forsøger at opretholde deres karriere og ledelsesansvar.
Vi ser nærmere på, hvordan overgangsalderens stresssymptomer kan påvirke kvinders hverdag – med et særligt fokus på arbejdslivet – og hvad vi kan gøre for at håndtere udfordringerne.
Hvorfor kan overgangsalderen føre til stress?
Stress og overgangsalder hænger tæt sammen. Den primære årsag er de hormonelle forandringer, særligt faldet i østrogen og progesteron, som har en direkte indflydelse på hjernen og nervesystemet.
Østrogenets rolle i stressresponsen
Østrogen påvirker hjernens evne til at regulere stresshormoner som kortisol. Når østrogenniveauet falder, så bliver kroppen mere sårbar over for stress. Det kan føre til øget træthed, søvnforstyrrelser og følelsen af konstant overvældelse.
Søvn og restitution bliver sværere
Søvnforstyrrelser er et af de mest almindelige symptomer i overgangsalderen, ofte som følge af nattesved, angst eller uro. Når kroppen ikke får nok restitution, påvirker det koncentrationsevnen og energiniveauet. Det kan gøre det vanskeligere at præstere optimalt på jobbet.
Kognitive udfordringer: Hjernetåge og hukommelsesbesvær
Mange kvinder beskriver, hvordan de pludselig kæmper med hukommelsen, har svært ved at holde fokus eller oplever en generel mental træghed – også kaldet hjernetåge. Det kan føre til frustration og usikkerhed, også i arbejdssituationer, hvor man tidligere har følt sig skarp og handlekraftig.
Når kroppen og hjernen påvirker karrieren
Overgangsalderens symptomer er ikke kun en personlig udfordring – de kan også give karrieremæssige konsekvenser. Mange kvinder oplever, at de skal bruge ekstra kræfter på at kompensere for træthed, koncentrationsbesvær eller humørsvingninger. Det kan skabe en følelse af ikke at kunne præstere som før. I værste fald kan det føre til selvkritik, lavere selvtillid og øget stress.
I nogle brancher, hvor tempoet er højt og forventningerne store, kan det presse kvinder til at arbejde hårdere, skjule deres udfordringer eller overveje at trække sig fra ledelsesroller eller arbejdsmarkedet tidligere end ønsket.
Der er heldigvis en spirende bevægelse i gang. Flere organisationer, fagforeninger og virksomheder begynder at tage emnet alvorligt, og overgangsalderen er så småt ved at blive en del af samtalen om trivsel på jobbet. Men vi er langt fra i mål. Mange kvinder oplever stadig at stå alene med deres symptomer og mangler både viden, sprog og støtte i arbejdslivet. Det kræver, at vi fortsætter samtalen – og omsætter den til handling.
Læs også: 5 tips til din karriere i overgangsalderen.
Hvad kan vi gøre? – Strategier til at håndtere stresssymptomer i arbejdslivet
Heldigvis er der mange måder at støtte sig selv – og hinanden – i overgangsalderen
Tag kontrol over din energi
Lær at lytte til din krop og tilpas din arbejdsdag, hvor det er muligt. Hvis du har mest energi om formiddagen, så planlæg krævende opgaver dér, og lad eftermiddagen være forbeholdt mindre krævende opgaver.
Bed om fleksibilitet
Flere virksomheder bliver opmærksomme på vigtigheden af at tilbyde fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde. Hvis du har mulighed for det, så tag en samtale med din leder om justeringer, der kan gøre din arbejdsdag mere overskuelig.
Fokus på søvn og restitution
God søvn begynder med gode vaner. Sørg for at have faste sengetider, undgå skærme sent om aftenen, og overvej afslapningsrutiner som meditation eller let motion for at forbedre søvnkvaliteten.
Træning og kost som stressregulering
Motion kan hjælpe med at reducere stressniveauet. Selv en daglig gåtur kan gøre en stor forskel. Samtidig er det vigtigt at have fokus på en nærende kost med stabilt blodsukker, da svingende blodsukker kan forværre træthed og humørsvingninger.
Find et støttenetværk
Mange kvinder finder stor værdi i at dele erfaringer med andre i samme situation. Overvej at deltage i netværksgrupper, mentorordninger eller at søge professionel sparring for at navigere bedst muligt i denne livsfase.
Tal med din læge eller gynækolog
Det kan også være en god idé at opsøge professionel medicinsk rådgivning. Din læge eller gynækolog kan hjælpe med at afklare, om dine symptomer er relateret til overgangsalderen, og hvad du eventuelt kan gøre – f.eks. i forhold til hormonbehandling eller andre lindrende tiltag. Det gælder om at tage dine symptomer alvorligt og få den støtte, du har brug for – både fysisk og mentalt.
Stress og overgangsalder kræver en ny tilgang til arbejdslivet
Overgangsalderen betyder ikke, at kvinder mister værdi – tværtimod. I denne fase er mange på toppen af deres karrierer med stærke ledelseskompetencer, livserfaring og dømmekraft. Men det kræver, at vi ser overgangsalderen som et fælles ansvar.
Kvinder kan tage ansvar for egen trivsel, ja – men det er ikke kun deres opgave. Arbejdsgivere, ledere og samfundet har også en rolle. Vi skal skabe rammer, hvor kvinder i overgangsalderen får plads til både at trives og præstere. Det handler om at fastholde talent, skabe ligestilling i praksis og sikre, at alle generationer kan være en del af arbejdslivet – på værdige vilkår.
Læs også: Hvordan kan coaching hjælpe med karriereafklaring i overgangsalderen?