Overgangsalderen rammer ofte midt i livet – og midt i karrieren. Det er ikke kun kroppen, der forandrer sig; også søvn, humør, koncentration og selvtillid bliver påvirket. For mange kvinder sker det i det stille, og med symptomer, som sjældent bliver koblet til overgangsalderen – men som markant kan påvirke hverdagen på jobbet.
Her får du indblik i nogle af de mere udbredte symptomer og hvad de betyder for arbejdslivet og karrieren – både fysisk og mentalt.
Fysiske symptomer -et udpluk
Træthed
Overgangsalderen påvirker søvnkvaliteten. Når du vågner træt og har svært ved at finde energi, så kan det påvirke din evne til at holde fokus og gennemføre opgaver.
Hede/svedeture
Pludselige varme- og svedudbrud – især i professionelle sammenhænge – kan føles både generende og hæmmende for din tilstedeværelse.
Nattesved
Forstyrret søvn kan give koncentrationsbesvær, lavt energiniveau og ringere beslutningsevne i løbet af arbejdsdagen.
Ledsmerter
Smerter i krop og led kan gøre det anstrengende at sidde, stå eller bevæge sig i løbet af en arbejdsdag. Så det kan påvirke både stillesiddende og fysisk belastende arbejde
Uregelmæssige menstruationer
Usikkerhed omkring blødning, cyklus og hormonelle udsving kan skabe praktiske og følelsesmæssige udfordringer på arbejdet.
Mentale symptomer – nogle af de usynlige barriere
Humørsvingninger
Skift mellem irritation, tristhed og sårbarhed kan påvirke leverancer, samarbejdet og relationerne på arbejdspladsen.
Koncentrationsbesvær
Den skarpe mentale tilstedeværelse, du tidligere tog for givet, kan pludselig føles uopnåelig. Tankerne flakker, og fejl kan snige sig ind.
Hjernetåge
Mange beskriver det som at miste overblik, have svært ved at finde ordene og føle, at hjernen ikke samarbejder.
Angst
En indre uro – ofte uden tydelig årsag – kan påvirke beslutningsevne, sociale interaktioner og selvopfattelse.
Stress
Symptomerne i sig selv kan skabe stress – særligt hvis du prøver at skjule dem eller kompensere ved at arbejde hårdere.
Læs også: Stresssymptomer hos kvinder i overgangsalderen og hvordan det påvirker arbejdslivet
Når symptomerne bliver en udfordring for karrieren
Symptomerne er reelle – og de koster. Ikke bare i livskvalitet, men også i form af præstation, sygefravær og mistrivsel. Mange kvinder fortæller, at de mister selvtilliden, føler sig usynlige eller begynder at tvivle på deres faglige værd.
Det handler ikke om, at du ikke kan dit arbejde. Det handler om, at kroppen og hjernen arbejder under nye betingelser. Udfordringen bliver forstærket, når ingen omkring dig ved det, forstår det eller anerkender det.
Fra belastning til bevidsthed
Overgangsalderen er ikke en sygdom. Men det er en biologisk livsfase, der fortjener lige så meget opmærksomhed og støtte som andre livsforandringer.
Når vi taler åbent om symptomerne – og kobler dem til arbejdslivet – skaber vi et fælles sprog og en ny forståelse:
• for fleksibilitet og trivsel
• for fastholdelse af erfarne medarbejdere
• for kvinder, der ønsker at fortsætte stærkt i deres karriere
Med viden, støtte og handlekraft kan overgangsalderen blive en fase med fornyet indsigt og styrke – og ikke kun en periode med forhindringer.