Overgangsalderen er en naturlig livsfase, som halvdelen af befolkningen vil gennemgå – og som typisk indtræffer midt i livet, midt i arbejdslivet og midt i karrieren. Alligevel er den ofte usynlig i både arbejdsmiljøarbejde, fastholdelsesstrategier og politiske indsatser. Det er en blind vinkel, vi som samfund ikke længere har råd til.
For når symptomer som træthed, søvnproblemer, hjernetåge og humørsvingninger ikke mødes med forståelse og støtte – men med tavshed og uvidenhed – risikerer vi at miste erfaring, kontinuitet og værdifuld arbejdskraft. Ikke fordi kvinder ikke vil – men fordi arbejdspladserne og samfundet ikke er indrettet til at rumme dem i denne livsfase.
Et stort – men stadig overset – samfundsproblem
Ifølge en rapport fra British Menopause Society har op mod 50 % af kvinder i overgangsalderen overvejet at forlade deres arbejde eller ændre deres job på grund af symptomer. En undersøgelse fra Danmark viste i 2021, at hver femte kvinde mellem 45 og 60 år oplever, at overgangsalderen påvirker deres arbejdsliv negativt – men meget få taler med nogen om det.
Det er ikke kun et individuelt problem. Det er et strukturelt – og samfundsøkonomisk – problem.
Vi står over for et massivt behov for arbejdskraft. Vi vil gerne fastholde erfarne medarbejdere, styrke diversitet og sikre trivsel på tværs af køn og livsfaser. Men vi overser en hel generation af kvinder, som netop i 40’erne og 50’erne har både kompetencer, loyalitet og relationer – men som bliver presset ud, fordi ingen taler om det, de gennemgår.
Tavshed har konsekvenser
Når overgangsalderen ikke er nævnt i arbejdsmiljøpolitikker, APV’er, trivselsmålinger eller lederuddannelser, bliver kvinder ofte overladt til sig selv. Mange forsøger at skjule deres symptomer, kompensere i det skjulte – og trækker sig langsomt væk. Ikke fordi de ikke kan bidrage, men fordi kulturen signalerer, at de skal klare det alene.
Tavshed fører til tab – af tillid, trivsel og talent.
Det er heller ikke kun kvinder, der betaler prisen. Arbejdspladser mister stabile og erfarne kræfter. Fagligheden svækkes, når seniorer forlader feltet for tidligt. Samfundet mister skatteindtægter, og sundhedssystemet presses af ubehandlede eller fejlbehandlede symptomer. Kort sagt: Når overgangsalderen ikke bliver anerkendt som en legitim fase med behov for støtte, bliver vi alle fattigere.
Læs også: Overgangsalder på arbejdspladsen
Hvad kan og bør vi gøre – som samfund. Som fagforeninger og arbejdsfællesskab?
Det begynder med viden og samtale. Mange fagforeninger arbejder allerede med psykosocialt arbejdsmiljø, stressforebyggelse og seniorpolitik. Overgangsalderen bør tænkes ind som en del af dette – ikke som en sygdom, men som en livsfase, der kræver fleksibilitet, forståelse og mulighed for tilpasning.
Handlinger kan være:
- Tilbyd webinarer og temadage om overgangsalder og arbejdsliv
- Sørg for at ledere og TR har viden og værktøjer til at tage samtalen
- Inkludér overgangsalder i APV’er og trivselsundersøgelser
- Tal om det – i medlemsblade, i dialog med arbejdsgivere og i den politiske debat
Vi har allerede gjort det med stress, med barsel, med psykisk arbejdsmiljø. Nu er tiden kommet til at tage overgangsalderen med ind i samtalen om gode arbejdsliv.
Læs også: Overgangsalder og samfundet
En ny samtale – med blik for ligestilling og bæredygtighed
At tage overgangsalderen alvorligt handler ikke om at give kvinder særbehandling. Det handler om ligestilling med blik for livsfaser. Om at skabe bæredygtige arbejdsliv, hvor mennesker kan bidrage hele livet – på forskellige måder i forskellige perioder. Det er en vigtig del af det moderne arbejdsmiljø, og det er en retfærdighedsdagsorden, som fagforeninger og progressive virksomheder med fordel kan være frontløbere på.
Samtidig baner vi vejen for at tale om andropause og mænds midtliv også – og skaber en arbejdspladskultur, hvor ingen skal skjule, at de er i forandring.
Læs også: Andropause – overgangsalder for mænd?
Overgangsalderen er et samfundsanliggende. Er vi klar til at tage ansvar?
Hvis vi vil have flere kvinder i ledelse, mindske frafald og sikre et længere og mere bæredygtigt arbejdsliv, må vi også kunne tale om den overgang, der rammer midt i karrieren. Det er ikke et privat anliggende
– det er en fælles udfordring, OG en fælles mulighed.
